Af Thomas Grønlund Nielsen, Forfatter og formand for Ren Energi Oplysning
I en dansk folketingsbeslutning fra 1985 hedder det, at dansk energiplanlægning skal ske uden atomkraft. Den gjorde atomenergien og forskning heri til en grim ælling, som ingen politikere i den danske andedam ville vide af. Folketingsbeslutningen blev vedtaget af fodnoteblokken S-R-SF, og fik den borgerlige fløj til at opfatte emnet som en tabersag. Men det er værd at hæfte sig ved en detalje. I bemærkningernetil beslutningen hed det nemlig:
”..at atomkraft med den viden og teknologi, der er til rådighed i dag, skal udgå af den danske energiplanlægning..”
Passagen”der er til rådighed i dag” åbnede for at tage energiformen op på et senere tidspunkt, hvis der da måtte være sket en udvikling på området. Nu er der så gået 30 år, og det er tid til at rejse dette spørgsmål. Er der sket en væsentlig udvikling med den fredelige brug af atomenergien i de sidste 30 år, ikke mindst mht. sikkerhed og affaldshåndteringen? Tag følgende 2 eksempler:
1. Frankrig gennemførte i 80’erne en storstilet udbygning af atomkraftværker, såledesat landet i dag får80% af sin elektricitet herfra. Resultat: kun halvt så meget CO2-udledning per indbygger som det grønne Tyskland (som satsede på vindmøller og solceller), ingen betydelige ulykker og en affaldsmængde, der svarer til en femkrone per franskmand. Dertil kommer en pris på elektricitet i Frankrig som kun er godt det halve af hvad vi forbrugere betaler i Danmark.
2. Med afspændingen i slutningen af 80’erne og murens faldkom fokus væk fra de militære anvendelser af kernefysik. Nu gjaldt det ikke længere om at producere plutonium til kernevåben, hvilketdet uheldsvangre værk ved Tjernobyl havde haft som 1.prioritet. Tværtimod var plutonium nu netop noget, man ønskede at undgå. Herved fik en ny type atomkraft baseret på grundstoffet thorium en chance. Denne type reaktor giver ikke det uønskede tungmetal (opkaldt efter planeten Pluto) i nogen betydelig mængde og således heller ikke det radioaktive affald med hundrede tusindes års levetid. Tværtimod kan den brænde det brugte brændsel fra gamle atomkraftværker af.
Den grimme atom ælling synes altså at have overvintret og være ved at blive til en smuk hvid svane. Det hvide grundstof Thorium er kommet i rampelyset som materiale for en ny form for grøn atomkraft, der giver langt mindre af det langlivede radioaktive affald og er en ren energikilde, der vil kunne forsyne os i rigtig mange år. Lande som Kina, Indien, Norge og England forsker i teknologien. Det gør en lille gruppe frivillige og ulønnede danske fysikere og ingeniører også. Faktisk så godt at de for nylig fik anerkendelse i en rapport fra den engelske stat, der tillægger den type thorium reaktor, som gruppen arbejder med, ”store fremtidsudsigter”. Gruppen hedder Seaborg Technologies efter den amerikanske kernefysiker Glenn Seaborg, der i 1951 modtog Nobelprisen for sin opdagelse af plutonium.
Bjørn Lomborg efterlyser i en kommentar i Berlingske Tidende den 10.august mere forskning i de grønne energier, som kan gøre dem billigere end kul. Men så længe den intense forurening fra kul ikke koster noget pengemæssigt, skal der lidt af et mirakel til for at gøre solceller og vindmøller billigere. Det gælder ikke mindst fordi disse såkaldte vedvarende energier, der i den konkrete dagligdag er mere varierende end vedvarende. De kræver backup når hverken vinden blæser eller solen skinner, og hvis den skal komme fra et forbrændingsanlæg, er der jo ikke så meget sparet foruden at vi er tilbage ved udslip af CO2. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om billig grøn energi, er atomkraft derfor den bedste kandidat.
I 1958, ved indvielsen af Atomforsøgsstationen Risø,udtrykte Niels Bohr den forvisning ”at samfundet på lang sigt ville få alle investeringer mangefold igen i form af billig elektricitet”.Man skal ikke kende meget til ham for at vide, at der skulle meget til før Niels Bohr udtrykte sin forvisning om noget. Han var livet igennem alt andet end skråsikker. Udfordringen med atomkraft er ikke prisen, men biproduktet i form af plutonium. Der skal arbejdes med hvordan vi får atomkraft uden at producere mere plutonium. Det er lige netop hvad Seaborg gruppen gør og ifølge den engelske rapport også lykkes med. Så hvorfor har det ikke vakt større interesse hos vore politikere og Innovationsfonden? Fra sidstnævnte forlyder noget i stil med at Seaborgsforskning ikke er noget vi har konkret brug for, da vi i Danmark med vindmøller har fundet løsningen på grøn energiforsyning. De henviser til, at nukleare anvendelser er imod dansk strategi, hvad der jonetop fremgår af folketingsbeslutningen af 1985. Den er dog næppe den eneste grund til Innovationsfondens afvisende holdning. Måske kunne det hænge sammen med, at man i de kredse foretrækker at beskæftige sig med de store veletablerede aktører – som f.eks. Vestas? Kan det frivillige initiativ fra den lille Seaborg gruppe kun finde støtte nedefra gennem græsrodsarbejde? Er alt hvad der kan forbindes med atomkraft – også forskning heri -stadig bandlyst i de stuerene og etablerede kredse her til lands?Er det helt og aldeles politisk ukorrekt på Parnasset? I så fald er Danmark som innovativ nation truet – i hvert fald på området for grøn energi.
Tingene har bevæget sig i de sidste 30 år,og det er tid til at tage folketingsbeslutningen af 1985 op til revision. Den er et nyttesløst levn fra koldkrigstiden. Den fordyrer den grønne atomstrøm, som vi alligevel importerer fra udlandet (23% af Danmarks elforbrug i 2014 ifølge DONGs opgørelse). Det er strøm, som vi køber dyrt på spotmarkedet(når vinden ikke blæser på vore vindmøller),fordi vi ikke må planlægge med import af atomenergi og rettidigt forhandle en god pris. Meget værre er dog,at folketingsbeslutningen er en hindring for dansk innovation på området for grøn energi. Denne hindring må ophæves hurtigst muligt, for er der noget Danmark kan og bør satse på, så er det at komme med innovative og kreative grønne løsninger. Vi danskere er bare gode til at ”tænke ud af boksen”. Her kan vi virkelig bidrage med noget til den store verden, der med forureningen står overfor det 21.århundredes største fælles problem.
