I Altingets serie om atomkraft, har de inviteret Konservativ Ungdom til debat. Formanden for Konservativ Ungdom har skrevet et sobert og faktuelt indlæg.
Konservativ Ungdom: Følelser fortrænger fornuft i atomdebatten
DEBAT: Atomkraft bør behandles på lige fod med alle andre energiformer, når vi diskuterer løsninger på klimakrisen, skriver KU-formand Anders Storgaard. Faktum er, at atomkraft er en del af løsningen, hvis man rent faktisk tager klimaforandringerne alvorligt.
Af Anders Storgaard
Landsformand for Konservativ Ungdom
Klimaforandringerne er vores tids største udfordring, og min generation har ganske enkelt ikke råd til, at vi ikke tager alle værktøjer op af værktøjskassen for at løse den.
Endelig er debatten om atomkraft begyndt at være noget, vi diskuterer seriøst igen. Jeg kan mærke det, når jeg er ude på landets folkeskoler og gymnasier, hvor det efterhånden er reglen mere end undtagelsen, at der er en elev, der rækker hånden op for at spørge, hvorfor vi ikke tillader atomkraft i Danmark. Og jeg kan kun give eleverne ret i deres undren.
Det er ikke for sjov
For når FN peger på, at vi på verdensplan ikke kommer uden om atomkraft, hvis vi skal nå målsætningerne for at nedbringe vores CO2, så er det ikke for sjov.