2025 har været et år med høj aktivitet i REO. Foreningen har gennemført to studieture til Norge med fokus på kernekraftens rolle i kommuner og energisystemer samt et medlemsbesøg på Gösgen-kernekraftværket i Schweiz.
Derudover har REO afholdt og medarrangeret en række foredrag og webinarer om kernekraft i samarbejde med bl.a. IDA og Folkeuniversitetet. REO har samtidig bidraget til energidebatten med analyser af samspillet mellem vind, sol og elmarkedet.
Generalforsamling og 50-års jubilæum – lørdag den 21. marts
Inden vi går til en gennemgang af årets aktiviteter, vil vi gerne annoncere REO’s kommende generalforsamling og 50-års jubilæum, som afholdes lørdag den 21. marts 2026 på Nærum Gymnasium. Programmet vil bl.a. omfatte et gæsteoplæg om finansiering af kernekraft, ligesom vi markerer, at REO fylder 50 år i 2026. Holger Skjerning og Bertel Lohmann Andersen, som har været med siden foreningens begyndelse, vil med historisk materiale give deltagerne mulighed for at få indblik i REO’s historie.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen.
To ture til Norge – kernekraft som kommunal dagsorden
23.–24. januar deltog REO som gæster på Norske Kjernkraftkommuners medlemskonference i Oslo, hvor borgmestre, lokalpolitikere og fagfolk drøftede kernekraftens rolle i Norges fremtidige energiforsyning – nøgternt, seriøst og uden mirakelløsninger.
https://reo.dk/resume-af-tur-til-norske-kjernkraftkommuners-medlemskonference/
24.–25. februar arrangerede REO en studietur til Halden for 30 danske kommunalpolitikere med oplæg fra bl.a. Norske Kjernkraftkommuner og Norsk Kjernekraft. Fokus var især på kommunernes rolle, borgerinddragelse, SMR samt hvordan man skaber lokalt ejerskab og kompetencer. https://reo.dk/studietur-om-kernekraft-for-kommunalpolitikere/

Besøg på Gösgen-kernekraftværket i Schweiz
Mandag den 10. november 2025 besøgte 21 REO-medlemmer Kernkraftwerk Gösgen-Däniken. Rundvisningen gav et sjældent dybt indblik i drift, sikkerhed og den schweiziske tilgang, og rundturen blev afsluttet med en speciel oplevelse inde i det 150 meter høje køletårn. Turen gav et solidt fagligt udbytte og godt socialt samvær, og REO arbejder allerede nu med planlægning af næste medlemstur.
https://reo.dk/reo-pa-besog-pa-kernkraftwerk-gosgen-daniken-ag/

REO’s analyser af vejrenergi og elsystemet
REO har i løbet af året løbende udarbejdet mindre analyser af den omfattende udbygning med vind- og solenergi og de konsekvenser, denne udvikling har for elsystemets funktion, herunder prisdannelse, kannibalisering og udfordringer i forhold til fremtidig effekttilstrækkelighed. En af analyserne viste, hvordan øget solproduktion stopper havvind midt på dagen.
Analysen opnåede i første omgang begrænset opmærksomhed, men blev senere i vid udstrækning genanvendt af milliardkoncernen CIP uden reference til REO’s arbejde, hvilket medvirkede til, at problemstillingen fik bredere gennemslag i den offentlige debat.
https://reo.dk/sadan-lykkedes-milliardkoncernen-med-at-saelge-sit-budskab-med-vores-metode/
Foredrag og webinarer i 2025
Også i 2025 har REO afholdt foredrag om energi og kernekraft rundt omkring i landet. Foreningen råder nu over seks foredragsholdere, som holder oplæg for bl.a. Lions Club, Rotary, Hemingway-klubber, politiske partier samt på biblioteker og i forsamlingshuse.
REO har desuden været aktiv med foredrag og webinarer i 2025 – primært gennem samarbejdet mellem REO, IDA og Folkeuniversitetet i Aalborg, hvor Jens-Peder Vium har været primus motor.
REO–IDA–Folkeuniversitetet Aalborg: Civile anvendelser af kernekraft (forår)
Tre foredrag (hybridt):
Grundlæggende kernefysik (30/4)
https://videos.ida.dk/media/Civile+anvendelser+af+kernekraft+%E2%80%93+del+1+af+3/1_rakvpax2
Reaktorteknologi – historisk gennemgang og fremtidsrettede udviklingstendenser (7/5)
https://videos.ida.dk/media/Reaktorteknologi%2C+en+historisk+gennemgang+og+fremtidsrettede+udviklingstendenser.+Fra+r%C3%A6kken%3A+Civile+anvendelser+af+kernekraft+%E2%80%93+del+2+af+3/1_29yt444f
Indpasning af kernekraft i det danske el-system (21/5)
https://videos.ida.dk/media/Indpasning+af+kernekraft+i+det+danske+el-system.+Fra+r%C3%A6kken%3A+Civile+anvendelser+af+kernekraft+%E2%80%93+del+3+af+3+/1_sw1269pi/209056383
REO–IDA–Folkeuniversitetet Aalborg: Efterårsrække
To foredrag (hybridt):
Er radioaktivitet og stråling farligt? (29/10)
https://videos.ida.dk/media/Er+radioaktivitet+og+str%C3%A5ling+farligt/1_0uwk1aq4/209056383
Nukleart beredskab i Danmark (12/11 – online)
https://videos.ida.dk/media/Nukleart%20beredskab%20i%20Danmark/1_w4p5vchn
REO-webinar
Nordic Nuclear Energy: Roadmap for ny kernekraft i Sverige (13/11 – online, engelsk)
https://youtu.be/5sCG6lMqNK0?si=FtBH2Ppj07-7PFR0
Generalforsamling og besøg på Tjele jævnstrømsstation
REO afholdt sin ordinære generalforsamling i marts 2025 i Viborg. I tilknytning hertil deltog medlemmerne i et besøg på Tjele jævnstrømsstation, hvor Energinet gav en rundvisning og et indblik i transmissionsnettets opbygning og drift. Dagen blev afsluttet med et historisk oplæg fra tidligere energiminister EU-kommissær, Poul Nielson, om beslutningen fra 1985 om offentlig energiplanlægning uden kernekraft, efterfulgt af generalforsamlingen, som forløb i god ro og orden.

OneHub – netværk i Øresundsregionen
REO er i 2025 blevet medlem af Öresund Nuclear Energy Hub (OneHub), et netværk for aktører med interesse for kernekraft i Øresundsregionen. Netværket har indtil nu afholdt møder hos Copenhagen Atomics i Kastrup og på Lunds Universitet. Næste møde afholdes den 2. februar 2026 hos IDA Nuclear i København, hvor REO fortsat deltager aktivt i netværkets arbejde.
Kort Nyt – beretninger om energi og kernekraft
I 2025 har Bertel Lohmann Andersen udgivet i alt 11 numre af Kort Nyt, som med faglig viden, indsigt og et glimt i øjet fortæller om aktuelle tendenser og begivenheder i både dansk og international energipolitik med særlig fokus på kernekraft. Du kan læse alle tidligere numre her: https://reo.dk/category/kort-nyt/
Tak – og blik mod 2026
Tak fordi du har været en del af REO i 2025. Jo flere vi er, jo større vægt får fakta i energidebatten – og jo lettere bliver det at gennemføre både arrangementer, analyser og studieture.
REO ser frem mod 2026 med ambitionen om:
• fortsat højt aktivitetsniveau, herunder egne foredrag samt foredrag og webinarer for medlemmerne.
• flere besøg og studieture.
• fortsat bidrag til den offentlige energidebat med fokus på saglige analyser.