Den korrekte betegnelse er kernekraft, fordi energien kommer ved spaltning af uran-kerner. På engelsk: Nuclear Power, svensk: kärnkraft.
Kort fortalt ligner et almindeligt kernekraftværk et kul-kraftværk, hvor kedlen er erstattet af en reaktortank, der indeholder brændselselementer. De sidder i reaktoren i 3-5 år, hvor uran spaltes (fissionerer) til mindre atomkerner og skaber den nødvendige varme.
De spaltede urankerner (=fissions-produkter) i det brugte brændsel er yderst radioaktive, og brændslet bliver derfor opbevaret under vand i nogle år, først på selve kk-værkerne, senere i centrale lagre (i Sverige ved Oskarshamn), hvor vandet dels skærmer imod strålingen, dels afkøler brændslet.
Efter 20-30 år skal brændslet enten oparbejdes (Frankrig, England, Japan) eller deponeres (Sverige og Finland). – Om oparbejdning: Se i “Leksikon”.
Formeringsreaktorer. Der findes en avanceret reaktortype (FBR = Fast Breeder Reaktor), på dansk formeringsreaktor. Den kan omdanne Uran-238 til spalteligt mareriale, og derved producere mere brændsel, end den selv bruger! Derfor navnet. Se FBR i LEKSIKON..
Affaldet:
Det svenske deponerings-projekt blev godkendt allerede i 1979, før de sidste 6 reaktorer fik start-tilladelse. Denne plan er fulgt slavisk, og det første affald skal slutdeponeres i 2020.
Både i Sverige og i Finland har man nu udvalgt de klippeformationer, hvor de indkapslede brændselselementer skal deponeres ca. 500 meter under overfladen.
Dog skal det tilføjes, at der nu arbejdes på en helt anden strategi, der giver mulighed for at udnytte den energi, der stadig er i det brugte brændsel. Denne udvikling følges nøje af bl.a. REO.
USA har længe arbejdet med et projekt, hvor affaldet skulle deponeres i Yucca Mountain. Det kræver grundige undersøgelser, som ikke er afsluttet. Der skal muligvis findes alternativer, før endelig beslutning tages.
Thorium-kraftværker er 4. generations kernekraftværker, der endnu ikke er udviklet til kommercielt brug. – Læs mere om dem i LEKSIKON, NYHEDER og i bladet REN ENERGI nr. 130, 132 og 142.
Thorium-reaktorer er muligvis fremtidens kernekraft. Thorium har flere fordele: Der er fem gange mere thorium i verden end uran. Det skaber mindre langlivet affald. Reaktoren (MSR) er ikke under tryk og kræver ikke en solid tryktank. Desuden kan reaktoren ikke “løbe løbsk” ved fejlbetjening. – Alene i Sydgrønland er der thorium nok til 8500 års elproduktion i Danmark!

MSR og SMR-reaktorer:

To danske grupper af fysikere og teknikere (Seaborg Tecnologies og Copenhagen Atomics) arbejder på at udvikle små MSR (Molten Salt Reactors).

Disse små reaktorer tænkes bygget som moduler SMR (Small Modular Reactors), der kan sammenbygges til større enheder efter behov.

Fordelene ved SMR er meget store: De kan produceres hurtigere(på fabrikker) og transporteres på skib, tog eller lastbil. Masseproduktion kan gøre dem langt billigere end bygning af konventionelle reaktorer.

Både MSR og SMR-reaktorer kan få stor betydning, når/hvis fossile brændsler skal udfases på steder, hvor elmarkedet ikke har plads til store reaktorer. F.eks. i Afrika, Grønland, Færøerne og andre tyndtbefolkede steder.

Om reaktortyper henvises til en hjemmeside:​ www.akraft.dk – Den giver svar på en række tekniske spørgsmål om reaktorer, affald og sikkerhed, – og den korrigerer en række misforståelser.

♦ Verdens-situationen:
Ca. 435 kernekraftværker (reaktorer) leverer elektricitet i 32 lande og dækker ca. 11% af verdens strømforbrug. Desuden er 56 reaktorer under bygning, flest i Kina og Indien.
Tilføjelse: Efter ulykken i Japan (Fukushima) har alle landets kernekraftværker været stoppet for at kontrollere sikkerheden. Kun få er genstartet, men flere forventes i drift.

Endelig vil vi kort minde om, at et stort antal undervandsbåde og hangarskibe (fra USA, Storbritannien, Frankrig og Rusland) er atomdrevne – og at et handelsskib (Savannah) for mange år siden fik energien fra en atomreaktor.

Efter 2. verdenskrig arbejdede man på at udvikle atomdrevne fly, men det blev opgivet, – mest fordi reaktorerne var for tunge.

De lande, der får dækket den største del af elektriciteten fra kernekraft er:
Frankrig: 77%
Litauen: 64% (indtil 1.1.2010, hvor Ignalina lukkede)
Slovakiet: 57%
Belgien: 54%
Ukraine: 48%
Sverige: 46%
Armenien: 43%
Slovenien: 41%
Schweiz: 40%
Ungarn: 37%
Sydkorea: 35%
Danmark: 0 % (dog importeres 10-15% af elforbruget fra kernekraft i Sverige)

I Danmark besluttede et lille flertal i Folketinget i 1985, at kernekraft – med den daværende teknologi – ikke skulle indgå i energiplanlægningen. – Denne beslutning fastholder de fleste partier stadig, men de sidste 4-6 år har de truende klima-ændringer sat gang i debatten igen, og tre partier har erklæret sig delvis positive for kernekraft i Danmark. Det er især Liberal Alliance, men også Kristendemokraterne og flere politikere i Dansk Folkeparti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *