I Jyllands-Posten 4. juni kunne man i artiklen “Målet blev lanceret som »historisk« – der var bare ikke noget nyt i det” læse, at den stort anlagte ”The Esbjerg Declaration” ikke var andet end allerede planlagte udvidelser af havvindmøller. Baseret på nationale energiplaner og pressemeddelelser fra Belgien, Danmark, Nederlandene og Tyskland kommer Jyllands-Posten frem til følgende tal:
| Årstal | Planlagt samlet kapacitet |
|---|---|
| 2030 | 66,8 GW |
| 2035 | 76,8 GW |
| 2040 | 79 GW |
| 2045 | 109 GW |
| 2050 | 151 GW |
I 2019 havde de samme 4 lande i alt 9,9 GW kapacitet. Med en antaget kapacitetsfaktor på 45% så kan man holde produktionen af elektrisk energi fra den planlagte udbygning af havvind op mod, hvad Frankrig rent faktisk opnåede vha. kernekraft fra 1978 til 2005. Sammenligningen ses i figuren herunder (klik på den for at se figuren i stor).
“Dagens topmøde er intet mindre end historisk,” udtalte lima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Af mange grunde er det meget tvivlsomt, om landene rent faktisk kan realisere planerne. Der findes f.eks. ingen svar på, hvordan man skal håndtere at have 150 GW elektrisk energi den ene dag og tæt på 0 GW den næste dag. Men lad os nu antage, at det bliver realiseret, så sker udbygningen af havvind cirka i samme tempo som fransk kernekraft blev udbygget med for 40 år siden. Men modsat fransk kernekraft, så leverer møllerne, som vinden blæser, og de vil for altid ændre Nordsøen. Hvis Nordsø-energien skal lagres, så vil det være forbundet med store tab, hvilke ikke er taget med i figuren. Hvis ikke det skal lagres, så er der brug for massiv backup fra fossile brændstoffer eller biomasse.
