Tidl. lektor i fysik, energi og klima ved DIA og DTU. Nu næstformand i REO.

Ren Energioplysning, REO

www.reo.dk, info@reo.dk
KORT NYT 86, 7. juni 2019

IEA, Det Internationale Energiagentur, anbefaler atomkraft

IEA har opdaget, at der har været stille om atomenergien i nogle år. Med en ny rapport: ”Nuclear Power in a Clean Energy System” forsøger IEA nu “at bringe dette vigtige emne tilbage i den globale energidebat”.  Rapporten kommer med flere anbefalinger til lande, der ønsker at bevare muligheden for atomenergi. Blandt andet: Levetidsforlængelse. Mere vægt på styrbare energikilder. Atomenergi bør behandles på lige fod med andre lav-CO2 energier. Effektivisering af papirarbejde i forbindelse med projekter. Innovation. Oprethold eksisterende viden og kompetencer. Oversigten (link 1) indeholder instruktive grafer. Kilder: IEA og Ingeniøren.

 

Fortsat drift af Ringhals

Meget apropos IEA’s anbefaling om fortsat drift af reaktorer, vurderer Staffan Quist, hvad der skal til for at to reaktorer i Ringhals kan fortsætte, selv om der er truffet beslutning om lukning i 2019 og 2020. Han konkluderer, at der ikke findes nogen tungtvejende grund til, at disse reaktorer ikke kan fortsætte driften. Kilde.

 

Affald fra solcelleanlæg hober sig op

Miljøorganisationen Environmental Progress (EP), der har base i Californien, har studeret, hvordan det forholder sig med solcellepaneler, når de ikke længere kan bruges. EP mener, at solenergi giver 300 gange mere giftigt affald pr energienhed end atomenergi. Der er tale om grundstoffer som bly, chrom og cadmium, samt store mængder plast. Indtil videre er der ingen, der har tænkt igennem, hvad der skal ske med dette affald. I nogle fattige lande brændes det af for at få fat i det kobber, som kan sælges. Kilde.

Elbiler udleder mindre CO2 end fossilbiler

Videnskab.dk har i en lang artikel behandlet spørgsmålet om elbilers forurening i forhold til traditionelle biler. Mange faktorer betragtes: produktionen af bilen, motor, batteri og infrastruktur. Samt naturligvis hvilken energikilde, der leverer strømmen til elbilens batteri. Her er mulighederne hos videnskab.dk ”kul, gas, vind eller solenergi”. Hvad med atomkraft? Kilde.

Kernekraftens betydning for Europa frem til 2050

Deloitte har for den europæiske kernekraftindustris organisation FORATOM udarbejdet en rapport om kernekraftens økonomiske betydning. Hvis kernekraften i 2050 skal stå for en fjerdedel af elektriciteten, så vil denne industri give 1,3 mio. arbejdspladser og bidrage med 576 mia. € til BNP. Hvis Europa mener det alvorligt med at fjerne kul fra økonomien, så skal en fjerdedel af elektriciteten fortsat komme fra kernekraft”, siger FORATOM’s direktør, Yves Desbazeille. Kilder: energiforsk.se og foratom.org.

 

Denne og tidligere udgaver af Kort Nyt kan ses på www.reo.dk. Gratis abonnement: bla@reo.dk
KORT NYT kommer efter behov og mulighed. Dette KORT NYT må gerne sendes videre til alle, der har en
interesse for emnet. REO har ikke tjekket alle kildernes oplysninger. 7
. juni 2019/BLA