Af Morten Sørensen, Formand for Reel Energioplysning (REO), som stod bag REO’s analyse af nedlukning af havvind i 2025.
I sommer lavede vi i Reel Energioplysning (REO) en analyse, der viste, at danske havvindmøller i stigende grad må lukkes ned, når solen skinner. Ikke fordi vinden mangler – men fordi markedet oversvømmes af billig strøm fra solceller i Danmark og import fra tyske solanlæg.
Det er en udfordring, der rækker langt ud over nogle sommermåneder. Den afslører et grundlæggende problem i et elsystem, der i stigende grad baseres på vejrafhængige kilder: Når både vind og sol producerer maksimalt, falder elprisen til nul eller under nul, og produktionen må standses.
Elektrisk energi skal nemlig omsættes til andre former for energi straks, det er fremkommet. Der findes ikke “lagerbeholdninger” af strøm i kablerne – enten omsættes den, eller slukker man for ikke at have et overskud.
Der sker ganske vist en hurtig og lovende udvikling på batteriområdet i disse år, og teknologien bevæger sig mod reelle muligheder for energilagring i større skala. Men endnu er de løsninger, vi ser, primært rettet mod kortvarig stabilisering af nettet – ikke fuld lagring af overskudsproduktion over længere perioder.
For få år siden var PtX trylleordet, der skulle løse vejrenergiens udfordringer. I dag er det BESS – Battery Energy Storage System. Begge teknologier rummer store perspektiver, men de ændrer endnu ikke på det grundlæggende fysiske vilkår: Elektrisk energi skal omsættes i samme øjeblik, den opstår.
Det var denne mekanisme, vores analyse satte tal på. Men historien fik ingen omtale. Først to måneder senere – da milliardkoncernen Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) præsenterede en næsten identisk analyse men med et andet budskab – blev emnet stort stof i Finans og citeret mange steder bl.a. Ingeniøren.
Da solen slukkede vinden
Vores beregninger viste, at danske havvindmøller i første halvår af 2025 producerede omkring 10,1 procent mindre, end de kunne have gjort uden solceller på markedet. I andet kvartal 2025 alene var tallet hele 17,8 procent.
Når produktionen faldt, var det midt på dagen – præcis når solcellerne kørte på fuld kraft. Timedata fra Energinet viser en tydelig sammenhæng: Nedlukningen af havvind følger solproduktionen nærmest én til én, ikke kun i Danmark, men også i nabolandet Tyskland, hvor store mængder solenergi eksporteres mod nord.
I praksis betyder det, at havvindmøller standses, når strømmen er gratis eller har negativ pris – ikke fordi industrien ikke “vil betale”, men fordi ingen kan anvende så store mængder elektricitet på én gang.
Alligevel er det denne type elproduktion, der skal danne grundlag for de kommende havvindudbud, som kan koste op til 55 milliarder kroner. Her tildeles støtten som kapabilitetsbaseret CfD – en konstruktion, hvor afregningen sker ud fra den mængde el, det er teknisk muligt at producere (kapabiliteten), ikke den mængde, der faktisk bliver leveret. Læs ministeriets beskrivelse af støttemodellen her.
Da historien skiftede hænder
I juli forsøgte vi at få medierne til at skrive om analysen. Flere redaktioner fandt emnet interessant, men takkede nej. Ét medie sagde direkte, at man ikke kunne bringe en historie, hvis den kom fra REO, fordi læserne så automatisk ville forbinde det med kernekraft. Vi tilbød endda, at REO ikke behøvede at blive nævnt, men heller ikke det ændrede noget.
To måneder senere, i september, offentliggjorde CIP en analyse, der i både metode og resultater lignede vores til forveksling. En måned senere fandt den vej til Finans, hvor den blev omtalt som en “ny analyse”, der viste, at havvind havde produceret 18,5 procent mindre end potentialet de seneste fem måneder.
Men vinklen blev en anden. Hvor vi pegede på, at den massive satsning på sol gør statstøtten til havvind dyr per kWh, handlede CIPs fortælling om, at Danmark mangler elektrificering – at forbruget ikke følger med den grønne udbygning. Det er en vinkel, der passer godt til koncernens kommercielle interesser, for dermed kan man stadigvæk opstille endnu mere kapacitet og tildele nye statstilskud til store energiprojekter – der skal “bare” gang i det variable forbrug.
Ingen vågne journalister spurgte, om den manglende elektrificering kunne hænge sammen med den massive satsning på vejrenergi med volatile priser, kannibalisering og frygt for effektmangel.
Et spørgsmål om metode – og om troværdighed
Da CIP’s analyse blev offentliggjort, reagerede vi. Den byggede på præcis samme fremgangsmåde, som CIP’s repræsentant, Peter Bjerregaard, tidligere havde kritiseret som “objektivt forkert”, da vi fremlagde vores resultater i juli.
I en efterfølgende debat på Facebook i oktober blev det tydeligt, at metoden faktisk var den samme – en såkaldt baseline-metode, hvor man antager en jævn produktion og beregner tabet som forskellen mellem baseline og den faktiske produktion. Den eneste forskel var en lille variation i, hvor baselinen blev lagt.
I første omgang afviste CIP, at de havde brugt REO’s metode. Først da dokumentationen blev uomtvistelig, blev det indrømmet.
Hvis du har lyst til at se en mand forsøge at lægge et lidt tvivlsomt røgslør ud, så tjek Facebook-debatten her.
Da de store regnede forkert
Oveni ovenstående viste det sig, at havde regnet forkert. CIP havde kun regnet på det vestdanske område (DK1), men omtalt tallene som dækkende for hele landet. Desuden var procentberegningen udført forkert, så tabet fremstod større, end det reelt var – omend det absolutte tab var lavere, fordi Østdanmark (DK2) slet ikke var medregnet. Vi tror ikke, der ligger onde hensigter bag – blot sjusk. At en af verdens største grønne investeringskoncerner ikke havde foretaget et simpelt realitetstjek – som at dele to tal på bagsiden af en serviet – kan undre. Resultatet, gengivet i flere medier, svarede til en national produktion på kun halvdelen af det faktiske niveau.
Vi gjorde Finans, der havde bragt historien, opmærksom på fejlen. Avisens klimaredaktør, Jakob Juul Martini, bekræftede efterfølgende i en mail, at beregningen var forkert:
”Vi har nu fået bekræftet, at der er fejl i CIPs beregning. Du har ret i, at CIP ikke har medregnet DK2.”
CIP erkendte siden også, at procentdelen var beregnet forkert.
I skrivende stund står der dog stadig 18,2 procent som illustration til artiklen på Finans. Det korrekte tal for maj–september er 14,1 procent.
Et spejl af energidebatten
Facebookdebatten og sjuskefejlene har da en vis, om end noget sær, underholdningsværdi. Det er dog kun af sekundær interesse. Vigtigere er det, hvordan fortællinger formes i den danske energidebat.
Når en græsrodsorganisation præsenterer et teknisk fund, risikerer det at blive afvist som for politisk. Når en milliardkoncern fremlægger det samme – men med en vinkel, der fremmer egne økonomiske interesser – bliver det til en nyhed.
Samtidig peger sagen på et mere grundlæggende dilemma: Hvordan skal et samfund basere sin elforsyning på kilder, der kun leverer, når vejret tillader det? Sektorkobling, batterier og lidt udveksling med nabolandene er fint, men man kan ikke beordre industrien til at skrue op for produktionen, når solen skinner, eller sende folk hjem, når vinden løjer af – for slet ikke tale om datacentre. Et moderne samfund kræver en stabil og forudsigelig energiforsyning.
En åben debat er nødvendig
Reel Energioplysning har ingen økonomiske interesser i energisektoren. Vores eneste formål er at kvalificere debatten om energi – blandt andet hvordan Danmark kan nå sine klimamål uden at bringe forsyningssikkerheden i fare.
Når sol lukker havvind, er det ikke blot et teknisk kuriosum, men et varsel om, at vores energisystem bevæger sig mod en grænse, hvor mere ikke nødvendigvis er bedre.
Der er et grundlæggende forhold, som mange danske journalister endnu ikke forstår: At elektrisk energi ikke kan ophobes i fri form, men skal omsættes til andre energiformer straks, den er fremkommet. Et bæredygtigt elsystem kræver derfor mere end gode intentioner – det kræver sammenhæng mellem produktion, forbrug og fysisk virkelighed.
