Mandag den 10. november 2025 besøgte REO Kernkraftwerk Gösgen-Däniken AG i Schweiz. 21 medlemmer fra hele landet deltog i besøget, som gav et unikt indblik i både værkets drift, sikkerhed og den schweiziske tilgang til kerneenergi.
Indlæg fra Nuklearforum Schweiz
Dagen startede i hotellets mødelokale med et oplæg fra Matthias Rey fra Nuklearforum Schweiz, som fortalte om kernekraftsituationen i landet.
Organisationen har omkring 500 medlemmer, der tæller både industrivirksomheder og enkeltpersoner, arbejder for en åben og professionel kommunikation om kerneenergi.
Matthias fortalte blandt andet om de schweiziske værker – herunder Beznau 1, verdens ældste kørende reaktor, som blev sat i drift 1. september 1969. Så længe sikkerheden er i orden, har værket tilladelse til at fortsætte driften, og planen er i øjeblikket at køre frem til 2033.
Der blev også givet en status på den politiske situation, hvor det i dag ikke er tilladt at bygge nye værker. Den beslutning ønsker mange nu at ændre, og der arbejdes på en kommende folkeafstemning om spørgsmålet.
Professionel og imødekommende rundvisning
På Gösgen blev deltagerne mødt af et meget professionelt, imødekommende og fagligt kompetent team. Besøget var nøje planlagt og omfattede fire grupper med både faglige indlæg og visuelle præsentationer.
Gösgen Kernekraftværk ligger ved Däniken, nær Olten i den nordlige del af Schweiz. Værket blev sat i drift i 1979 og er en trykvandsreaktor (PWR) med en elektrisk nettoeffekt på ca. 1.020 MW.
I besøgsafdelingen blev der vist film om værkets opførelse i 1975 og om processen ved udskiftning af brændsel. Derudover bød udstillingen på tågekammer, plancher, animationer og 3D-modeller, som illustrerede hele brændselsforarbejdningen – fra uranmalm i jorden til piller i brændselsstavene.

Indblik i reaktorrummet og sikkerheden
Selvom selve reaktoren ikke er tilgængelig for besøgende, fik deltagerne mulighed for at se billeder og høre om dens opbygning. Reaktoren er placeret nederst i reaktorrummet og omgivet af både en stålskal og en betonskal, som sikrer maksimal beskyttelse.
Efter rundvisningen i besøgscenteret gik turen ind på selve værket. Der var strenge sikkerhedsprocedurer – billed-ID skulle fremvises, og alle skulle igennem flere porte med adgangskontrol.
Under rundturen så deltagerne blandt andet turbinerne, generatoren og kondensatoren og fik desuden et kig ind i kontrolrummet, hvor der blev givet en grundig gennemgang af procedurer, uddannelse og kompetencevedligeholdelse blandt de omkring 600 ansatte.
Værket var under besøget midlertidigt standset på grund af udskiftning af damprør, hvilket gjorde det muligt at komme ind i det 150 meter høje køletårn – en oplevelse, som vakte stor begejstring.

Fokus på sikkerhed og samarbejde
Et gennemgående tema på hele besøget var sikkerhed – sikkerhed og atter sikkerhed.
Alle systemer på værket er sikret med redundans og diversitet – det vil sige flere ens og forskellige backup-systemer til alt fra lys og kølepumper. Hvis strømforsyningen til værket skulle bortfalde, står der i alt seks uafhængige systemer klar: fire nødstrøms- og to nødstilstandssystemer med seks dieselgeneratorer. Dette princip afspejles også i den konsekvente bygningsmæssige udformning, hvor koblingsanlægsbygningen er opdelt i fire sektioner for maksimal sikkerhed.
Medarbejderne beskrev en arbejdspladskultur præget af respekt, samarbejde og en konfliktdæmpende tone, hvor fokus altid er på at opretholde det højest mulige sikkerhedsniveau.
”Det er sjældent, vi har så oplyste og interesserede gæster. Held og lykke med jeres arbejde for kernekraft i Danmark.”
Engagement og refleksion
Tilbage i Olten var REO vært for frokost på jernbanerestauranten Spor 13. Under frokosten fortsatte snakken og refleksionerne om besøget. Stemningen var præget af engagement, faglig nysgerrighed og begejstring, og mange gav udtryk for, at turen havde været både lærerig og inspirerende:
”Det må vi gøre igen – tusind tak for arrangementet!”

En dag fuld af viden og inspiration

Besøget på Gösgen Kernekraftværk gav REO’s medlemmer et førstehåndsindblik i, hvordan et kernekraftværk drives med høj faglighed, stærk sikkerhedskultur og åben kommunikation. En dag fuld af viden, dialog og inspiration – og et vigtigt bidrag til det fortsatte arbejde for en faktabaseret debat om kernekraft i Danmark.
Gösgen Kernekraftværk tilbyder i øvrigt rundvisninger for grupper på 4–100 personer, syv dage om ugen.


