Af Thomas Grønlund Nielsen, tidl. formand for REO.
I en kronik i Berlingske fra 7. juni skriver de konservative politikere Søren Pape og Per Stig Møllerat deres parti er ”det eneste i den blå blok som sætter klare grænser for CO2-udledningen, men som også understreger, at indsatsen ikke må koste arbejdspladser”. De mener at man kan være grøn samtidig med at man producerer mere og bliver materielt rigere. Dette, skriver de lidt senere i kronikken, sker ikke gennem politik men snarere ved ny viden og teknologiske landvindinger. Så det Konservative Folkeparti ”støtter udviklingen af innovative miljøteknologiske projekter i danske virksomheder”.
Det lyder ganske lovende og derfor vil jeg gerne komme med et forslag til konkret og innovativ handling. Det er ikke første gang at dette forslag kommer fra foreningen Ren Energi Oplysning, som jeg er formand for, og hver gang er det stødt på larmende tavshed hos politikerne. Hvorfor er jeg da så himmelråbende naiv, at jeg tror at forslaget denne gang kunne gøre en forskel? Fordi Søren Pape må være en modig mand. Det kræver en god portion mod at blive formand for et parti der længe har været på vej nedad. Mod er netop den egenskab blandt politikerne, der er allermest brug for hvis Danmark igen skal være rigtig innovativ. Mod er egentlig det eneste som virkeliggørelsen af forslaget kræver. Til gengæld kræver det stort mod at tage forslaget op, for det går på et emne som har været unævneligt i politik lige siden min årgang fik stemmeret i 1987. Emnet er atomkraft og navnlig forskning og udvikling heraf. Atomkraft er en højst innovativ miljøteknologi der bygger på viden der er ligeså ny som transistorer. Atomkraft er muliggjort gennem epokegørende teknologiske landvindinger, der kan forbedre vores energiforsyning i samme grad som informationsteknologien forbedrede vores dataforsyning. Hvis man tager de forudindtagede og farveblinde briller af, er atomkraft tillige den grønneste af alle energiteknologier. For den er uhyre skånsom i forhold til brug af landjord og råmaterialer og den udleder hverken røg eller støj og kun meget lidt møg.
Kronikørerne skriver videre: ”miljøindsatsen skal også kombineres med en erhvervspolitik, som gør vore erhverv konkurrencedygtige i en globaliseret verden”. I et avanceret industriland som Danmark der ikke har lave lønninger, handler industriel konkurrenceevne i høj grad om at have stabile og billige forsyninger af elektricitet. Det ved vore brødre i Sverige, der både har billigere og mere CO2-fri elektricitet end Danmark og som bl.a. derfor har en mere succesrig industri end vor. Sverige gør som bekendt brug af atomkraft selvom der fra politisk side i både ind- og udland (Danmark) har været, og stadig er, et stærkt pres imod denne rene energiform. Her har de stærke svenske industriforbund holdt fast på at landet ikke kan undvære atomkraft. Det samme billede tegner sig i et udpræget industriland som Japan. Især efter ulykken ved Fukushima har det folkelige pres mod atomkraft dog været så stort, at premierminister Shinzo Abe ikke har været i stand til at få genåbnet landets reaktorer, som blev lukket umiddelbart efter ulykken i 2011. Det eneste positive ved det, er at det nu fremstår i al sin entydige klarhed hvad lukning af atomkraftværker betyder. Forureningen stiger i form af afbrænding af fossile brændstoffer. Men ikke nok med de graverende konsekvenser for miljøet. Japans konkurrencedygtighed er også hårdt ramt. Landet havde i årtier haft bugnende handelsoverskud og havde herved opbygget verdens største valutareserver. Dette fik en brat opbremsning i 2011. Efter lukningen af kernekraftreaktorerne, er Japan nu nødt til at importere så meget olie og gas at handelsoverskuddene er vendt til handelsunderskud.
Så atomkraft er både godt for miljø og konkurrencedygtighed – lande som Frankrig og USA har stor eksport af deres atomkraftteknologi til Kina. Men Danmark er jo noget andet end Sverige, Japan og Frankrig. Måske er vi bare ikke til store atomkraftværker. Vi har jo ikke så megen tradition for store industrielle anlæg. Derimod har vi en dyb tradition for naturvidenskabelig forskning i verdensklasse – særligt indenfor fysik med navne som Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og ikke mindst Niels Bohr. Sidstnævnte grundlagde Atomforsøgsstationen Risø og skænkede os derved en plads indenfor atomforskningens elite. En plads som vi forsvarede gennem 40 år indtil den uforklarlige dag, da den sidste forskningsreaktor blev lukket i år 2000. Siden den dag har der ikke været nogen forskning i atomkraft i Danmark og derved adskiller Niels Bohrs fædreland sig fra alle andre industrilande. Både Norge, Sverige, Finland og Holland har forsøgsreaktorer og forsker i atomkraft.
Så hvis Det Konservative Folkeparti vil støtte forskning og udvikling af miljøteknologi der både fremmer miljø og konkurrenceevne, er her min opfordring til Søren Pape: Genopliv Niels Bohrs drøm om udvikling af den fredelige atomenergi. F.eks. ved at starte et forskningsprogram i Thorium atomkraft. Vi har allerede en gruppe af unge ingeniører og fysikere der har samlet sig under betegnelsen Copenhagen Atomics og arbejder gratis i deres fritid med dette. Der er store lande som Indien og Kina der forsker intensivt i Thorium atomkraft, og deres forskningsbudgetter kan Danmark aldrig komme i nærheden af. Men vi danske kan tænke ud af boksen og det kan igen, som i Niels Bohrs dage, bidrage afgørende til verden og vores fælles sag – miljøet.
