Ugeavisen Ingeniøren oplyser den 6/7, at Canada vil udbygge sit største kernekraftværk til at blive verdens største! – Canada satser på at have CO2-fri el allerede i 2035.
Canada har i årtier satset på en særlig type reaktorer, Candu-reaktorer, der er trykvandsreaktorer (PWR), som udmærker sig ved at kunne køre på naturligt uran, altså uden berigning.
De vil nu udvide deres største kernekraftværk, Bruce Nuclear Generating Station, med yderligere 4-5 reaktorer. Kraftværket, der ligger 230 km nordvest for Toronto, har 8 reaktorer, der leverer 6.550 MWe, og med udvidelsen kommer det op på 11.350 MWe, og det bliver dermed verdens største kernekraftværk.
Grunden til, at Candu-reaktorer kan køre på naturligt uran, er, at brændselselementerne er omgivet af tungt vand (D2O), der næsten ikke absorberer neutroner. Kerneprocessen (spaltning af uran) kan derfor køre med uran, der i nyt brændsel indeholder 0,7 % U-235 – og udnytte det, indtil indholdet af U-235 er faldet til ca. 0,3 % U-235. Elementerne er placeret vandret og kan udskiftes under drift, så reaktorerne i princippet kan køre uden stop i flere år!
Billedet er fra artiklen i Ingeniøren.