Energy Supply meddeler i dag, 22.5.2023, at der den 19.5.2023 blev underskrevet en aftale om et samarbejde mellem Topsoe, Alfa Laval, Copenhagen Atomics og Aalborg CSP. De vil sammen med ammoniakproducenten Pupuk Kaltim og Pertamina New and Renewable Energy bygge en gødningsfabrik i Indonesien. Den skal producere en million ton ammoniak om året – med meget lille udslip af klimagasser.
Dette opnås ved at energien skal komme fra 25 dansk producerede SMR-reaktorer fra Copenhagen Atomics (CA) med en samlet effekt på 1 GW.
CA’s bestyrelsesformand, Thomas Jam Pedersen, fortæller, at “perspektivet er enormt. Grøn ammoniak til lav pris er med til at reducere verdens CO2-udledning, og for vores Thorium-reaktorer er det marked en kæmpe mulighed, især når vi kan tilbyde et komplet anlæg sammen med vores partnere”. – Aalborg CSP er en dansk virksomhed, der rådgiver om bl.a. dampgeneratorer og -kedler.
Anlægget forventes at være i drift i 2028 – og derefter køre i 50 år.- Foto fra Copenhagen Atomics.