Ugeavisen Ingeniøren bringer i dag en interessant nyhed fra USA.
Vi ved, at kulkraftværker forurener og skader klimaet mere end alle andre energiteknologier.
Alligevel kan de komme til at spille en kæmpe rolle for overgangen til en CO2-fri elproduktion ved at ombygge dem til kernekraftværker. En rapport udarbejdet for det amerikanske energiministerium viser, at 80 procent af landets kulkraftværker vil kunne ombygges til kernekraft. USA har nu 237 kulkraftværker med en kapacitet på ialt ca. 200 GWe (el-effekt), mens kernekraft-kapaciteten er 95 GWe.
Det skønnes, at prisen for en ombygning er 15-35 % lavere end ved opførelse af tilsvarende kernekraft på en ny lokation. Rapporten kalder ombygningen C2N, som betyder “Coal to Nuclear” (kulkraft til kernekraft).
USA’s nuværende kernekraftkapacitet er som nævnt 95 GW, og den leverer i dag knap 20 procent af USA’s samlede elproduktion, men kapaciteten kan øges til op mod 350 GW, estimerer forskerne bag rapporten.
Oplysningerne kommer fra en fællesrapport fra et hold forskere fra Argonne National Laboratory, Idaho National Laboratory og Oak Ridge National Laboratory i USA.
PS. Globalt vil tilsvarende ombygninger (C2N) kunne få meget stor betydning. Verdens samlede kulkraftværker slog sidste år en ny rekord med en udledning på 15,3 Gigaton CO2. – Det udgør 360 gange Danmarks årlige CO2-udslip!
Læs artiklen i Ingeniøren (Ikke-abonnenter på Ingeniøren kan have problemer med at se artiklen) – Vi beklager!