En ekspertgruppe nedsat af regeringen kom 8. februar med tre forslag til den længe ventede CO2-afgift.
Det første forslag er (her forenklet), at stort set alle virksomheder skal betale 750 kr pr udledt ton CO2. Det er det simpleste og billigste forslag, men det kan medføre, at produktionen af visse varer (og virksomheder) rykker til udlandet (såkaldt lækage), og så gavner det jo ikke klimaet. Tværtimod, da mange landes produktion udleder mere CO2 end den danske.
De to andre forslag giver “rabat” på CO2-afgiften, så risikoen for lækage er mindre. Men de medfører kun ca. den halve CO2-reduktion. Den resterende reduktion skal derfor findes på anden vis. Og her nævnes CCS, som betyder, at man skal indfange CO2 fra røg eller fra atmosfæren og deponere det i undergrunden. Men denne teknik er både dyr og kompliceret, og den er endnu ikke benyttet et eneste sted i Verden. Dette oplyser professor Erling Stenby fra DTU Kemi, december 2021.
REO’s kommentar: Den første løsning er bedst, fordi den er billigst, og fordi den virker! – Den kan evt. modificeres med en overgangsordning for særlige virksomheder. F.eks. kan Ålborg Portland (cementproduktion) umuligt reducere CO2-udslippet så meget som de fleste andre virksomheder. Eksperternes formand, Michael Svarer, nævnte ved præsentationen af de tre løsninger, at de to sidste kalkulerer med anvendelse af CCS, der som nævnt er “fugle på taget”, baseret på tro, håb og ønsketænkning. Desuden kan CCS være et vildskud, fordi det kan medføre, at man “med god samvittighed” fortsætter med at benytte fossil energi – i stedet for at vælge “lav-CO2-energier” (kernekraft, vandkraft og VE), der ikke kræver CO2-indfangning.
Dagbladet Politiken skriver 9/2, at “Eksperterne gør det let for politikere at indføre den længe ventede klimaafgift”. Dels er det ikke en klimaafgift, men en CO2-afgift, dels er det næppe rigtigt! – Først nu begynder der et slagsmål for og imod de tre løsninger!
